Artikel af Tage Uhrskou, Hedensted Avis 9. januar 2002
-Værsgo` nu er rørtangen din, siger Søren Kehlet og overrækker VVS-mandens vigtigste værktøj til sin efterfølger, men put and
take-søen frister i baggrunden for "førtidspensionisten". Sådan skriver Journalisten Tage Uhrskou fra Hedensted avis 9. januar 2002.
Søren Kehlet har fulgt udviklingen fra de kulfyrede kedler, over oliefyr og fjernvarmen og naturgassen. Efter 35 år med VVS har han truffet beslutningen og stopper i det år, hvor han runder de tre snese.
-Jeg husker endnu, da vi først i tresserne i Hedensted fik leveret strøm til sognegården og de Unges Hjem fra det gamle jævnstrømsværk på Dalbyvej - en slags "miniværk", hvor overskudsvarmen blev lukket ud i det fri, ler Søren Kehlet.
Han glæder sig til at få lidt mere tid til veteranerne, der står parkeret i garagen ved værkstedt på Båstrupvej. Den nostalgiske Ford A har kørt sine ture med nygifte på vej til kirken til fotografen, mens den velpolerede motorcykel sikkert vil blive flittigt benyttet til sommer, når han sammen med sin kone, Annie, ruller til det hus i Skagen, som de erhvervede sig sidste år.
På trods af, at Søren Kehlet har sine egne put and take-søer tæt ved ejendommen, så foretrækker han at lystfiske i de salt vande, hvor havene mødes.
Søren Kehlet blev i 1958 udlært som kleinsmed hos Søren Christensen i St. Dalby, og har som selvstændig aldrig haft lærlinge.
-Jens kom til mig som stor skoledreng, så jeg ved, at firmaet er i gode hænder, betoner Søren Kehlet, mens han symbolsk overlader rørtangen til sin efterfølger, Jens Palmelund, der sidste år etablerede sig som selvstændig på Søkærvej i Hedensted.
Søren Kehlet overdrager Hedensted VVS til Hedensted VVS Service
Artikel fra Vejle Amts Folkeblad den 12. december 2015 skrevet af Niels Helbo
Gasmanden ApS er blevet solgt efter 25 år
BILLUND – Steen Korsgaard har valgt at sælge sin virksomhed, Gasmanden ApS, til Hedensted VVS & Energi Service A/S.
Steen Korsgaard følger dog med og bliver ansat i det firma, han nu har solgt til.
-Jeg har længe gået med tanken om at afhænde mit firma, som jeg har drevet godt 25 år, men det er først for kort tid siden, at den endelige beslutning blev truffet, siger Steen Korsgaard. Jeg er håndværker og bryder mig ikke så meget om det administrative arbejde, der følger med, når man er selvstændig i et mindre firma. Derfor er jeg utroligt glad for at kunne overdrage nøglerne fra mit firma til den nye ejer, Hedensted VVS & Energi Service A/S, hvor jeg har fået ansættelse fra det nye års begyndelse, fortæller Steen Korsgaard.
Steen Korsgaard bliver ansat som montør, hvor han primært skal tage sig af udkald i dagtimerne. Såvel biler som tre ansatte i Gasmanden ApS følger med over i det nye firma. Der vil derfor ikke være de store ændringer for Gasmandens nuværende kunder. Gasmandens hvide firmabiler vil fortsat være at se på vejene.
-Salget af min virksomhed skal også ses som et slags generationsskifte. Så da muligheden pludselig var til stede, var det bare med at slå til, siger Steen Korsgaard, der nu glæder sig til at få lidt mere tid til familien og sine fritidsinteresser.
Jens Palmelund fra firmaet, Hedensted VVS & Energi Service A/S har heller ikke planer om, at købet af Gasmanden ApS vil betyde store forandringer for eksisterende kunder.
Hedensted VVS & Energi Service A/S blev startet for 15 år siden af netop Jens Palmelund, der siden har stået i spidsen for firmaet. Fra at være et traditionelt VVS-firma har det fulgt med tiden og har i dag specialiseret sig i energioptimering i form af alternativ energi til erstatning eller supplement til traditionelle energikilder. Med overtagelse af Gasmanden Aps kommer firmaet nu op på ca. 20 medarbejdere.
Steen Korsgaard overdrager Gasmanden ApS til Jens Palmelund, Hedensted VVS & Energiservice A/S
Snaptun VVS blev en del af Hedensted VVS den 1. december 2017. Vi er rigtig glade for at vi har fået muligheden for at servicere så mange gode og venlige kunder i Snaptun og omegn. Vi fortsætter det gode arbejde med at rådgive til en bedre og energirigtig varme, om det er servicebesøg, udskiftning af vandhane, nyt toilet, nyt badeværelse, renovering af dit badeværelse eller har du et varmesystem der skal udskiftes, så klarer vi også dette.
Skal du have varme i dit gulv? Ønsker du en koge vandhane "Quooker" kommer vi med den og sætter den op. Vi har alt det du skal bruge, og har vi det ikke på lager så bestiller vi det og får det hjem til dig hurtigst muligt. :)
Har du et problem med dine varmeinstallationer, så ring, vi kan hjælpe dig!
Artikel af Camilla Bo Krefeld, Hedensted Avis den 6. dec. 2017
Det var ikke planen, at det skulle vokse sig til en kæmpevirksomhed, da Jens Palmelund for 17 år siden blev selvstændig med Hedensted VVS og Energiservice A/S.
Men med det nylige køb af VVS Snaptun er hedensted- virksomheden nu oppe på 25 ansatte og dækker et område i en radius af 50 km fra Hedensted.
VVS Snaptun blive en del af Hedensted VVS fra 1. dec. 2017, og det er den sjette mindre virksomhed, Jens Palmelund tager under sine vinger.
-Det lå ikke i planerne, da jeg i sin tid startede op som selvstændig, men man skal tagd de chancer, man får her i livet. Jeg køber kun virksomheder, der passer godt ind i vores egen, nemlig dem, der fokuserer på reparation og vedligehold. Større projekter er vi ikke interesserede i, siger Jens Palmelund.
Hedensted VVS & Energiservice A/S blev startet for 17 år siden af Jens Palmelund, der siden har stået i spidsen for firmaet.
Fra at være et traditionelt VVS-firma, har firmaet i dag specialiseret sig i energioptimering i form af alternativ energi til erstatning eller supplement til traditionelle energikilder.
Med overtagelsen af VVS Snaptun kommer Hedensted VVS & Energiservice A/S nu op på 25 medarbejdere.